Den store dag

Det er en stor dag, jeg bliver 100 år. Det ringede på døren, og jeg  troede, det var ministeren der kom med kaffe til mig. Men dem der ringede på døren var hele familien, der kom for at fejre mig. Den sidste der kom af familiemedlemmerne var fætter Egon. Han kom med den fine radio. Den var så stor at de måtte flytte alle mine figurer på reolen, så den kunne være der, men jeg havde ikke ønsket mig en radio, jeg havde ønsket mig et par tøfler.
Så ringede det på døren, og det var journalisten, der kom for at interviewe mig på min store dag,vi gik ind i den anden stue, så der var ro til at snakke og tage billeder, da jeg var klar til at blive fotograferet, så journalisten, at jeg havde vendt avisen på hovedet, da der var styr på det, tog han billedet, og blitzen larmede så meget, at jeg fik et chok så jeg faldt ned og tabte avisen. De var så flinke at de hjalp mig op igen, så de kunne tage nogle gode billeder af mig. Da de var færdige med at interviewe mig, hjalp de mig ind ved siden af igen. Det har været en forfærdelig dag og der var meget larm. Skulle det stå til mig så ville jeg helst have været mig selv og have nydt stilheden, som jeg har det i min hverdag. Da det blev aften og jeg skulle lægges i seng spurgte jeg stuepigen om ministeren havde været her med en pose kaffe, og hun sagde nej, han kommer nok i morgen, så får du nok en sæk kaffe, stuepigen havde stuepigekostume på som var alt for lille.
Da vi kom til næste dag kunne jeg ikke høre radio, for den havde Egon taget med hjem og ville sælge den, så jeg kunne få nogen penge for den. Da jeg havde fået min morgenkaffe bad jeg stuepigen hjælpe mig ned til Egons butik, for jeg ville havde min gammel radio tilbage, så jeg kunne høre radio, den ny kan du få tilbage igen, sagde jeg til Egon da jeg kom hen i butikken. Jeg vil ha min gamle radio nu.Jeg fik den og vi gik hjem ad igen. Da vi kom hjem fik vi den gamle radio sat til og jeg kunne høre radio igen, så jeg var meget glad og havde glemt alt om ministeren.

skrevet af Karin